Chili con carne – så bliver det ikke bedre

En af de retter, jeg helt igennem elsker, er chili con carne. Det tager ikke lang tid at bikse sammen, men kan sagtens tåle at stå en times tid på komfuret – og så smager det himmelsk. Det er dejligt krydret, men retten kan også laves i en børnevenlig udgave, som alle i familien kan spise uden at brænde tungen.

Nedenfor får du min opskrift på chili con carne. Server den med ris og creme fraiche – sidstnævnte for at skabe en god balance til den krydrede og stærke ret.

Ingredienser til chili con carne

– 1 løg

– 2 fed hvidløg

– 1-2 frisk rød chili

– 2 spsk spidskommen

– 1 spsk koriander

– 600 g hakket oksekød

– 1 tsk tørret chiliflager

– salt og peber

– 1 dåse hakkede tomater

– 2 1/2 dl oksebouillon

– 1 dåse kidneybønner, evt. med chili

Sådan laver du chili con carne

1. Pil og hak både løg og hvidløg. Rens og hak chilierne og steg det hele af i en stor gryde sammen med krydderierne.

2. Vend kødet i gryden lidt ad gangen, så det bliver brunet godt sammen med løgene. Når alt kødet er vendt i, tilsætter du chiliflager, salt og peber – og husk, at du kan smage til senere.

3. Tilsæt hakkede tomater og bouillon, og lad gryderetten simre i en god halv time, mens du jævnligt rører rundt.

4. Vend kidneybønnerne i retten, og lad det gerne simre yderligere en halv time, hvorefter du smager til med salt og peber.

5. Kog ris og server det hele med en klat creme fraiche på toppen.

Har du chili con carne i overskud?

Hvis der stadig er chili con carne i gryden, når alle er mætte, så egner det sig perfekt til madpandekager dagen efter. Rul kødet i en tortilla, evt. sammen med en række af dine yndlingsgrøntsager, og drys revet gouda over. Lun dem i ovnen, indtil osten er smeltet og server med ris, creme fraiche og en god salat med sød melon.

Camilla Skøtt